Dyrlægebesøg med to døve katte
I Februar var det tid til vores årlige sundhedskontrol og vacciner. Jeg har altid fået Ronja og Victor vaccineret selvom de er indekatte. Man kan godt risikere at slæbe noget med ind til dem og Ronja kommer jo også ud i snor. Jeg har desuden kontakt til alle mulige ikke-vaccinerede katte til dagligt, da jeg har mine genudsætningskatte og arbejder frivillig på et katte internat. Så afsted til dyrlægen måtte vi.
Forberedelser
Da Victor er angst for dyrlæger, prøvede vi for første gang en afslappende pille ved navn Diazapam forud for besøget. Jeg havde ikke forventet, at han ville blive så omtåget som han blev. Men han var vind og skæv og væltede rundt derhjemme. Det var lidt synd for ham, men det gjorde faktisk en stor forskel på hans nerver, da vi ankom til dyrlægen. Måske vil vi nøjes med en halv næste gang og se om ikke det er tilstrækkeligt.
Victor
Tidligere når vi har været til dyrlægen, har Victor ikke ville ud af sin transportkasse. Han trykkede sig altid så flad som muligt og var meget bange for alle, inkl. mig. Denne gang forsøgte vi os hos en anden dyrlæge og det var en hel anden oplevelse. Victor kom selv straks ud af kassen og undersøgte rummet. Både klinik assistenten og dyrlægen fik begge lov til at røre ham og løfte ham lidt! Det er stort for Victor, der end ikke lader gæster røre ham derhjemme i trygge rammer.
Vi fik lokket ham over på vægten ved hjælp af en sjov mus (vægten sagde 5.2). Men så stoppede den store succes også der og Victor blev mere ængstelig jo længere tid vi var der. Vi måtte adskille ham fra Ronja, da han begyndte at lange ud efter hende. Mig bed han da jeg ville sørge for at han ikke faldt og dyrlægen begyndte han at hvæse af. Dyrlægen kunne altså alligevel ikke få lov at undersøge ham uden at skulle bedøve ham helt. Da Victor virkede sund og rask og var igennem en grundig undersøgelse et halvt år forinden, besluttede vi at nøjes med vaccinen for denne gang. Det krævede dog stadig det grimme tvangsbur, som Victor desværre er vant til. De gjorde det super forsigtigt og Victor tissede ikke af skræk som han plejer. Dyrlægen gav sig rigtig god tid og havde stor tålmodighed med Victor. Alt i alt gik det godt og Victor slap for narkose.
Modige Ronja
Ronja sad i sin transportkasse i bilen på vej til dyrlægen. Men hun fik selv lov at gå i snor fra parkeringspladsen og ind. Klinik assistenten var meget imponeret over at jeg kom gående med hende i sele; det ser de ikke hver dag.
Ronja var rolig i undersøgelseslokalet og sad længe og bare kiggede ud af vinduet. Undersøgelsen gik også nemt og der var ikke noget uventet at se. Ronja havde haft blød mave i nogle uger og et par dage tidligere begyndte hun også at nyse. Hun havde præcis de samme symptomer i sensommeren 2017, hvor jeg fik at vide at det kunne være relateret til hendes tandkødssygdom og nok var tilbagevendende. Jeg havde hende allerede på skånefoder, grundet den dårlige mave og fik noget kosttilskud med hjem. Vi besluttede at udskyde vaccinationen et par uger til Ronja var helt på toppen igen. Dyrlægen beholdte hende, da hun som ventet skulle have fjernet nogle tænder. To styks røg der denne gang.
Efter dyrelægebesøg
Eftersom Ronja skulle have fjernet tænder, kom Victor hjem først. Han var stadig påvirket af den afslappende pille, hvilket gjorde ham urolig. Derfor lukkede jeg os begge inde i soveværelset, hvor han ikke kunne falde ned af noget højt. Han sad i vinduet og kiggede på fugle det meste af tiden. Senere lukkede jeg ham ud og han fandt ro i radiatorsengen i stuen.
Ronja kom hjem 4 timer senere og var stadig meget sløv efter bedøvelsen. Hun var dog ikke mere påvirket end at hun gik direkte mod madskabet som hun plejer. Gode gamle Ronja. Hun miavede dog ikke. Til forandring var der total stilhed fra hendes side.
Når selve dyrlæge besøget er ovre er det værste desværre ikke overstået. Grundet Victors angst påvirker den slags oplevelser desværre familien i længere tid. Denne gang var en af de værre ture. Da Victor vågnede, så han Ronja stå og spise lidt vådfoder. Han gik roligt over til hende, stak næsen helt ned i nakken på hende og snusede. Hun lugtede af dyrlæge og det gjorde ham utryg. Så han hvæsede og slog ud. Fordi Ronja var så sløv gjorde hun ingen modstand eller forsøg på at stikke af. Så vi måtte hele tiden være opmærksomme, når Victor var vågen, for at passe lidt på stakkels Ronja. Det skal siges at jeg gjorde meget ud af at blande deres dufte ved skiftevis at røre den ene og den anden kat og lige lidt hjalp det.
Ronja havde de der sløve øjne, som aldrig var helt åbne eller helt lukkede og man kunne tydeligt se hendes blinkhinde (også kendt som det tredje øjenlåg). Hun ville helst bare ligge hos sin far, mens Victor sov det meste af aftenen i radiatorsengen, der var dejlig lun.
Dagene efter
Normalt er Victor tilbage til sig selv samme aften, hvor han spinder og slapper af igen. Men næste morgen var han stadig ikke tryg, selvom begge katte igen havde fået styr på både øjne og balance. Så krigen fortsatte. Nu kunne Ronja dog stikke af igen og hun hoppede gerne op hvor Victor ikke kommer når han blev for strid. Nu er Ronja jo ikke bange af sig og har svært ved at holde sig på afstand af Victor, selvom han er i dårligt humør. Så det hjalp heller ikke på situationen. Jeg fik selv nogle pryl af Victor, når jeg lige sad i vejen eller kom imellem dem.
Det værste var overstået efter to lange dage, hvor de igen kunne spise side om side i fred. Det tog dog en hel uge før vi var helt fri for Victors pludselige angreb på Ronja.
Alt dette påstyr gør at jeg hvert år spekulerer på om vaccinen er det hele værd. Men som jeg skrev i starten af dette indlæg, så er jeg hyppigt i kontakt med tilløbere og vildkatte og jeg vil ikke risikere at slæbe grimme sygdomme med hjem. Så det er noget jeg gruer for hver eneste år, men vi kommer altid godt ud på den anden side. Du kan læse mere om Victors angst her.
I tvivl om du skal vaccinere din kat? Læs mere om kattesygdomme og vacciner her.