Sådan snyder døve katte hørende mennesker

Sådan snyder døve katte hørende mennesker

13. juni 2017 0 Af Humom

Mange artikler der omhandler døve katte kommer også ind på hvordan man finder ud af, at ens kat er døv. Det skyldes, at det kan være rigtig svært at spotte en døv kat, da de umiddelbart opfører sig fuldstændig som andre katte. De er nemlig rigtig gode til at snyde os mennesker til at tro at de kan høre. Der er også en tendens til, at mange af vores gæster MISforstår vores to døve kattes signaler og spørger mig, om jeg nu også er helt sikker på, at mine katte er døve. (ja den er god nok)

Det kan for eksempel være at hoveddøren går, mens kat og mennesker sidder inde i stuen. Katten kan ikke se døren eller personen der kommer ind og alligevel kigger den op og rundt i lokalet. Det ser angiveligt ud som om, at katten kunne høre, at der kom nogen ind i lejligheden. Men det kan den døve kat naturligvis ikke. Til gengæld opfanger katten vibrationerne fra døren der lukkes, et lille vindpust eller en kort ændring i temperatur. De opfanger lynhurtigt disse signaler ved hjælp af deres knurhår. 

 

Knurhår

 

Katte har enormt følsomme knurhår tre steder i ansigtet og bag på benene. Og det er bl.a. disse, som gør dem i stand til at opfange og reagere på rigtig meget, også selvom de er døve. De fintfølende knurhår er altså vigtige for en døv kat, da de kan bruge dem til at registrere bevægelse med og for et hørende menneske kan det nemt virke som om, at det er lyden som de reagerer på. Og sikkert også fordi at det ofte er lyden, som vi selv reagerer på først? Du kan se en rigtig fin lille video om kattes knurhår her:

 

Men det er selvfølgelig ikke altid, at katten er lige opmærksom på sine omgivelser eller at forholdende er gunstige for at katten kan opfange bevægelsen. Observerer man en døv kat lidt længere end et gæstevisit, vil man hurtigt bemærke, at der er mange ting som katten burde reagere på, som slet ikke giver nogen reaktion. Det kan være en larmende køkkenmaskine eller raslen med kattemad. Mon ikke en kat er mere opmærksom på omverdenen, når der er fremmede i huset og det er derfor at de lader til at snyde gæster gang på gang? Det tror jeg. Men min underbo på 9 år tror nu stadig kun at det er Victor som ikke kan høre. Men hende Ronja er bare en værre snydepels 😉

Stikker snuden i alting

Det siges at døve katte udvikler andre skarpe sanser med tiden. Det kan f.eks. være at synet bliver bedre. Herhjemme er der ingen tvivl om at Victor har en ekstrem skarp lugtesans - også for en kat at være. Det lader dog til at være lidt af en en ulempe, da han er enormt følsom overfor lugte og han vrænger altid næse til lugten af f.eks. tandpasta. Men snudetøjet kan også hjælpe døve katte med at opdage at der f.eks. foregår noget spændende oppe på spisebordet eller at noget fremmede er kommet ind på deres territorium.

Bevæger en døv kat sine ører?

En anden måde den døve kat snyder mennesker på er med ørene. Dem skal en døv kat da ikke bruge til noget som helst vel? De kan vel bare sidde der på toppen bomstille og pynte ik'? Njae, men det gør de nu ikke. For døve katte bevæger faktisk deres ører. Præcis som en hørende kat roterer døve katte ørerne, når de fornemmer bevægelse. Derfor snyder det lidt og ser ofte ud som om, at de reagerer på lyd. Men hvorfor bevæger døve katte sine ører, når det ikke har nogen effekt? Jeg skal ikke kunne sige det, men jeg tror, at der er tale om ren refleks. De er jo designet til at vinkle ørerne for bedre at afgøre hvor et bytte opholder sig. Så min personlige teori er, at det simpelthen er kodet i katten at bevæge ørerne. Måske bevæger døve katte endda ørerne endnu mere, da de jo aldrig får den feedback de søger? De bevæger dem under alle omstændigheder og du kan selv få det at se i videoen herunder.

Victor vifter med ørene

Victor var flink at demonstrere at døve katte bevæger deres ører i forsøg på at afgøre, hvor kilden til bevægelsen befinder sig. Jeg bevæger en drillepind på den rillet underside af kassen, som han sidder på. Han kan tydeligt mærke det, men kan ikke helt afgøre hvor bevægelsen kommer fra. Det er helt klassisk for Victor at han flytter hovedet fra side til side og at ørerne farer rundt, når han ikke kan finde ud af hvad der foregår og bliver lidt nervøs. Victor er f.eks. meget sensitiv overfor vores subwoofer, så den må vi holde på et minimum for at vibrationerne ikke driver ham til vanvid. Igen et scenarie hvor det passer med, at han reagerer når der er en lyd, men hvor det i virkeligheden er små vibrationer i gulv og i luften, som han opfanger.

Katte bruger ligeledes deres øre til at udtrykke sig med, så helt døve katte har faktisk også brug for deres øre. Katteører kan altså ikke bruges som indikator for om en kat er døv eller ej. Undskyld Victor, at jeg drillede dig lidt for at få dine øre til at bevæge sig. Men det var for videnskabens skyld! Katte er kendte for deres super hørelse og det er en sans der er ret vital for sådan et rovdyr. Alligevel formår døve katte at snyde os mennesker til at tro at de er helt normale, ved at bruge deres andre skarpe sanser. Det er da temmelig godt gået, synes du ikke?

Tak fordi at du læste med - du kan skrive en kommentar herunder hvis du har noget at tilføje. (Jeg skal godkende alle kommentarer først, så hav tålmodighed hvis du ikke kan se den med det samme=.