KittyWalk – vores lille kattegård på altanen

Det kan være farligt for døve katte at vandre frit udendørs, da de har en klar ulempe, hvis de render ind i biler eller andre rovdyr. Men derfor kan de jo godt trænge til lidt frisk luft. Derfor har vi investeret i en lille "kravlegård" til vores altan, hvor vores døve katte kan kigge ned til naboerne, vejen og ud over marken med heste, får og himlens fugle.

En alternativ kattegård

Vi har en dejlig stor altan, som vi gerne vil dele med vores indekatte. Desværre er den ikke hel nem sådan lige at kattesikre. Det skyldes at der ikke er nogen overbo, som på langt de fleste altaner, hvor man blot kan sætte et net for hullet mellem altanerne. Jeg er klar over at man godt kunne kattesikre den, ligesom man gør med en have, ved hjælp af pæle og et højt hegn. Da vi ofte bliver spurgt om hvorfor vi ikke bare kattesikrer hele altanen, kommer her mit svar: For det første bor vi til leje, så hvis vi skal til at bygge på altanen, skal det godkendes af udlejer. Da kattene kan hoppe op på taget af huset fra kanten af altanen, skulle noget af hus muren også skærmes af. Mine katte er meget dygtige til at klatre i net og jeg ville ikke føle mig tryg, så længe der ikke var tag på også. Der skulle altså ret meget net til og vi ville selv føle os "spærret" helt inde. Det ville næppe blive kønt og vi kan se ud på altanen fra en stor del af vores lejlighed. Boede vi med have, havde jeg fluks lavet en stor kattegård/udestue til dem. Men det gør vi altså ikke.

Saml-selv løsning

Derfor har vi istedet investeret i en saml-selv løsning der hedder KittyWalk. Man kan købe forskellige elementer og sætte sammen som man vil og under opbevaring og transport fylder det minimalt. Det er ikke en billig løsning, men det var det rigtige for os under vores omstændigheder. Herunder kan du se hvordan det gik første gang Ronja og Victor var ude i KittyWalk'en samtidig. 

 

 

Alt i alt har vi været godt tilfredse med vores køb. Jeg samlede den alene uden de store problemer, selvom brugsanvisningen ikke var den nemmeste at tyde. Der måtte godt have været nogle flere låsemekanismer med hvis du spørger mig, men den klarede vi med lidt strips her og der. Kattene syntes at den var rigtig sjov at lege med indendørs, imens jeg samlede den. 

Sådan bruger vi den

Når de skal ud i KittyWalken bærer jeg dem simpelthen og så løber de selv indenfor igen, når jeg åbner lågen. Jeg ville aldrig gå hjemmefra i længere tid, imens de sad derude. Men jeg kan sagtens lige gå ned med skrald eller hente vasketøj, hvis de hygger sig. Det føler jeg mig tryg nok ved.

De gider ikke være derude i timevis, men Ronja kan godt tage en lille lur derude, hvis jeg også selv befinder mig på altanen om sommeren. Victor kan sidde længe i toppen af KittyWalken, hvis der er udsigt til fugle eller blade i nærheden. Andre gange vil de ind lige så snart at de er kommet derud og det er noget værre renderi. Men sådan er katte jo. De miaver gerne når de vil ind og sætter sig hen til udgangen.

 

Hvem bruger den mest?

Victor er især god til at plage om at komme derud. Han har sågar præsteret at blive i sin KittyWalk i over en halv time på trods af let sommerregn! Han sad da bare under taget og nød regnen som en anden vandhund (han blev nu ikke rigtig våd).

Ronja viser først tegn på at hun vil derud, hvis Victor allerede er derude. Det er lidt pudsigt, fordi vi oprindeligt havde tiltænkt kattegården til Ronja. Ikke at Victor ikke måtte bruge den, men han har så meget angst, at vi ikke var sikre på om han turde lade os bære ham ude på altanen, hvor han normalt ikke kommer. Men der var slet ingen grund til bekymring, for det går fint. Læs mere om Victors angt her.

Ronjas mini kattegård

Ronja har for vane at storme ind i sin transportkasse, så snart vi nærmer os altandøren herhjemme. Så vil hun med ud i kassen og bare sidde der og kigge, bade og sove. Det gjorde vi meget før vi havde KittyWalken. Men kun når hun selv hoppede ind. Vi satte hende højt, så hun kunne kigge ud på marken.

altanliv

Jeg syntes at hun skulle have noget mere plads end den kasse, så derfor købte vi KittyWalk systemet

Ronja kan stadig finde på at springe ind i sin lille kasse, så det hænder fortsat at hun kommer en tur ud på altanen i den. Victor foretrækker lidt mere albuerum og miaver inderligt ved altandøren hver eneste dag. Og så kommer dørmanden selvfølgelig og lukker ham ud.

Vores lille kattegård har givet dem mulighed for en anden udsigt, mere frisk luft og lidt mere eventyr i dagligdagen. Samt en ny måde at drille deres mor på.

No Comments Yet.

Leave a comment