Min første katte-kærlighed

Her har i mig med min første kat: Kisser. Da jeg kom til verden i start 80'erne, boede min familie i lejlighedsblok. Her fodrede underboen en vildtlevende kat. Og som det jo går, når man fodrer, men ikke neutraliserer, fik den en dag killinger. Da killingerne var store nok, var min far nede i bebyggelsens kælder og hente en til min mor, som ønskede sig en kat. Killingerne var alle sort/hvide med undtagelse af en: den var grå og hvid. Den valgte min far og den fik navnet Kisser.

Det kunne for evigt mærkes at Kisser ikke havde været i menneskehænder fra start. Hun var en bestemt lille dame. Det fik vores stakkels gæster også at mærke, hvis de troede at de skulle nusse hende og ikke ville høre på mine forældres advarsler. Som et barn der elskede dyr, var det da heller ikke altid helt nemt for mig, med en knap så børnevenlig kat. Men jeg lærte det efterhånden og vi elskede hende, som hun var: vores lille "vildkat".

Huskat

Vi flyttede i hus da jeg var ca. 3 år og her fik Kisser egen indgang. Det var til tider et hårdt katteliv for den lille hunkat, da der var mange slåskampe med nabolagets andre katte. Men hun manglede til gengæld ikke noget i form af mad, husly, kærlighed og frihed. Vi flyttede igen da jeg var 12. Da det nye hus kun var et par kilometer væk fra vores gamle hus, vandrede Kisser ofte hjem og tog en lur på sin gamle terrasse. Hun kom dog altid retur.

Kisser fik et skønt katteliv i min familie, som varede 13 år. Det havde formentlig varede endnu længere, hvis ikke hun havde fået kræft af de p-piller hun fik. Ja, dengang vidste vi desværre ikke bedre. Men hun har nok været en af de heldige killinger i det kuld alligevel, da hun fik et hjem og aldrig selv fik killinger. Da Kisser gik bort tog min far og jeg til Kattens Værn og adopterede en sort hankat. Jeg navngav ham Oliver og han blev 23 år gammel.

Svaghed for de vilde

Jeg kan ikke lade være med at tænke at Kisser er grunden til min svaghed for de hjemløse og lidt mere vilde katte. I dag har jeg, udover to indekatte, en flok ikke tamme genudsætningkatte, som betyder meget for mig. Og da jeg var frivillig på kattehjem, var jeg også de sky og lidt mere "komplicerede" kattes ven. Dem som mange ville betegne som "utilregnelige". Men jeg nød at vinde deres kærlighed og synes at det var dejligt at se dem blive mere trygge under deres ophold. Det skete jo ikke uden at et menneske viste dem tillid og det var vi heldigvis flere der var gode til på internatet.

Så tak til Kisser for at lære mig at tålmodighed giver pote og at alle katte har kærlighed at give. Dog på deres egne præMISSER