Katte og Pindsvin

Katte og Pindsvin

7. juli 2019 0 Af Humom

Jeg har en masse genudsætningskatte som kommer og spiser på en foderplads. Jeg sætter ofte vildtkamera op om natten for at følge med i hvem som kommer. Sidste år fik vi uventet besøg af først et pindsvin og så to. Til sidst kom der også unger eller "grislinger". Her kan i læse hvordan katte og pindsvin delte foderplads.

Hjælp til pindsvinene

Sidste år havde vi en utrolig tør sommer hvilket gik ud over alle dyr. Ikke nok med at de manglede drikkevand, så manglede der også føde. For der var færre insekter og dermed mindre mad til f.eks. pindsvinene. En hurtig Google søgning vil vise dig at det bedste mad du kan lægge ud til pindsvin, faktisk er katte tørfodder. Så det er ikke så underligt at pindsvinene sidste år i juni fandt frem til kattenes foderplads. Her var et rent paradis, hvor der både var vand og mad til rådighed.

To arter sammen?

Hvordan gik det så, med kat og pindsvin sammen? Jo, det gik faktisk ret stilfærdigt for sig. Kattene var lidt forbeholdne overfor de stikkende små svin, så ofte ventede de pænt til at pindsvinene havde spist færdig. Der var et enkelt tilfælde, hvor jeg fik filmet en killing og et pindsvin som spiste side om side! (se video herunder). Men normalt holder kattene lidt afstand.

Små svin!

Det var helt tydligt hver morgen at pindsvinene havde været der. For det første sked de gerne hvor de spiste. Og det er altså ikke små hygge prutter der kommer ud af sådan nogle! Så jeg måtte ofte have rengøringsmidler med og skrubbe alting. Dernæst efterlader de en masse tørfoder smulder efter sig. Hvilket ikke er det store problem for mig, men jeg tror ikke kattene gider spise det, så det fjernede jeg også altid. Man forstår pludselig hvorfor de kaldes "svin", for de grisser! Det er ikke sådan, når man er vant til at have med de renlige katte at gøre.

Udfordringer

Selvom katte og pindsvin kunne finde ud af at dele, var det ikke helt uproblematisk at fodre dem samme sted. For det første havde jeg en hel masse katte som skulle indfanges og genudsættes sidste år. Det betød at der ofte stod aktive fælder ved foderpladsen med velduftende mad indeni. Dem havde pindsvinene altså svært ved at modstå! Så det skete et par gange at jeg fik fanget et pindsvin, frem for en kat. Bare rolig, de blev lukket ud igen indefor et kvarter og de spildte ikke tiden. De havde jo en masse lokkemad som de kunne spise i fred imens! Det lod de til at tage med ophøjet ro.

Udover at de spildte min tid og min kattemad, var der også andre udfordringer. Det siges at hvis man fodrer pindsvin, så skal de helst ikke have det hele serveret i en skål. De kan simpelthen blive dovne og glemme hvordan man går på jagt efter insekter. Derfor skal man hellere sprede tørfoderet ud på jorden, så de skal søge efter det. På den måde render de også automatisk ind i deres naturlige fødekilder på vejen og det er trods alt bedre end kattemad.

Jeg begyndte derfor at sprede tørkost omkring foderpladsen, men nogle af kattene syntes at det var skægt at støvsuge dem op fra jorden før pindsvinene kom forbi. Så det var alstå lidt svært at garantere pindsvinene mad på den måde og jeg turde ikke fjerne alle madskåle fra pindsvine højde.

Mens tørfoder er fin kost for et pindsvin, kan deres små maver ikke så godt tåle katte vådfoder. Og kattene spiste rigtig meget vådfoder sidste år, da der var tørke. Så gode råd var dyre, for at skåne pindsvinenes maver.

Løsninger

Da pindsvinene først dukkede op, var min foderplads ikke så avanceret som i dag. Jeg havde kun en enkelt stor boks som gav læ til mad og drikke. Det regnede jo ikke den sommer, så det var udemærket på daværende tidpunkt. Men det betød at pindsvinene havde fuld adgang til hele buffeten - også det de helst ikke måtte spise. Så jeg måtte gøre noget, så jeg kunne få vådmaden op i højde. Jeg skulle alligevel have fundet en bedre løsning til at beskytte maden, når vejret engang blev dårligere.

Det blev til to kattehuse, i flere etager. Det blå hus kalder jeg Klubhuset og det tre-delte for Hotellet. Da der kom mange katte var det også en fin måde at dele dem lidt op på, så flere kunne spise samtidig. Og vådmaden kom væk fra pindsvinenes lange snuder og sarte maver.

Se flere billeder fra mine foderpladser her.

Familie Forøgelse

Der var 1, der var 2, der var 3, der var 4?
I starten troede jeg kun at jeg havde et enkelt pindsvin. Men så begyndte der at være 2 samtidig. Den ene var tydeligt større end den anden. Senere kom der også unger. Eller i hvert fald 1 unge. Optagelserne fra vildtkameraet viste aldrig mere end en af gangen, så jeg ved ikke om der var flere. Men pindsvinene må have haft det godt, siden der kunne komme en unge ud af det. Det er vigtigt at de formere sig, da pindsvinet er en truet dyreart i Danmark. Den lille grisling lærte hurtigt af sine forældre og kravlede helt ned i foderdispenseren med kattemad. Det lille pindsvin kunne sidde i skålen som et badekar og bare æde og skide samtidig. Skønt!

Tid at gå i hi

Da sommeren var ved at gå på hæld, anskaffede jeg mig et pindsvinehus (fra Petworld). Pindsvin går i hi et sted mellem september-november og vågner igen i foråret. For at overleve vinteren er det vigtigt med et godt hi. Jeg satte derfor et hus op til dem, tæt ved foderpladsen, men godt inde i kradt og buske hvor der var ro. Jeg dækkede det til med grene og blade, så det var godt skjult. Om det nogensinde blev brugt ved jeg faktisk ikke, da jeg ikke vil tjekke og evt. forstyrre.

Desværre fandt jeg et dødt pindsvin i vejkanten i Oktober. Det havde forsøgt at krydse vejen men nåede aldrig over. Jeg tror at et andet dyr (ræv? fugl?) har fået et måltid ud af det efterfølgende, da der kun var piggene tilbage. Øv hvor blev jeg trist. Mit bud er at det var hunnen, da hannerne går tidligere i hi og jeg så ikke flere pindsvin det år.

Pindsvin vender tilbage

Pindsvinet kom lidt senere i år, da jeg netop her i Juli måned har spottet det første. Men i år har der også været mere regn, så pindsvinene har ikke lige så hårdt brug for kattenes foderplads denne sommer. Jeg har dog imellemtiden indkøbt en ekstra skål til dem og pyntet med pindsvine statuer, så de også ved at de er velkomne på pladsen. Iår vil jeg købe noget rigtigt pindsvinefoder, inden de små svin begynder at gå og miave!

Drikkevand til havens dyr

Hvis du gerne vil hjælpe havens dyr med frisk drikkevand, kan jeg anbefale dette driketårn til høns fra Harald Nyborg. Både pindsvin, katte og fugle drikker gerne af det og det holder vand længere end en skål/fuglebad. Jeg har sågar set en tørstig snegl stikke snabelen i den.

Læs mere

Om pindsvin
Om at være fodervært for en kattekoloni
Om at genudsætte katte

Støt kattene i Danmark

Besøg vores webshop med Deaf Darlings merchandise og støt en dansk katteorganisation med 50% af dit køb! Læs om konceptet bag shoppen her.