Da jeg tog sorgerne på forskud
For en uge side var jeg i stor sorg. Jeg troede at jeg havde mistet min elskede Lille Poul. Lille Poul er min første genudsætningskat, som jeg har fodret siden vinteren 2016. Hun er ikke håndterbar, men hun er den genudsætningskat, som jeg har det tætteste forhold til. Mens resten af mine genudsætningskatte bor i en koloni og har en stor fælles foderplads, har Lille Poul sit eget lille shelter hun spiser i.
Mens de andre kan have mad stående fremme hele døgnet, får Lille Poul severet sin mad når hun dukker op ved vores hus hver aften. Jeg efterlader rigeligt mad til natten også. Men vi har vores lille møde og dem sætter jeg uendelig meget pris på. Selvfølgelig er der også dage, hvor vi går forbi hinanden. Dem fik jeg bragt ned til et minimum i vinters, da jeg fik installeret en kattedørklokke, så jeg kunne høre, når hun sad i sit træ og ventede.
Lille Poul udebliver
De sidste par måneder har hun ændret sin rutine, så jeg ikke kunne bruge klokken. Så den første dag hun ikke dukkede op, var jeg ikke så bekymret. Den næste dag, blev jeg mere urolig. Den tredje dag uden skyggen af Lille Poul vidste jeg at noget var galt. Lille Poul har før været forsvundet en 4-5 dage i træk, så det er der som sådan ikke noget nyt i. Men der har jeg altid kunne se at der var spist af maden om natten. Hendes mad stod helt urørt denne gang.
Jeg satte vildtkamera op i håb om at filme hende og nat efter nat kom kameraet tilbage helt tomt. Jeg satte troligt mad ud hver aften og jeg kaldte og kaldte på hende. Efter en uge begyndte jeg at lede om dagen. Jeg ledte ikke efter en levende Lille Poul. Jeg ledte i vejkanten og i skoven og kiggede under presseninger, for at se om hun lå død et sted. Det var rigtig hårdt at gå og lede efter hende og forestille mig at finde hende i en grim tilstand.
Jeg ved jo godt at jeg ikke har hende for evigt og at der er stor risiko for at jeg finder hende på vejen en dag. Derfor har jeg også mere end een gang - med en klump i halsen - været ude for at undersøge, hvad det hvide var der lå i vejkanten. Indtil videre har det været plastikposer og stykker af flamingo, der nær skræmte livet af mig.
De to uger hun manglede denne gang, prøvede jeg virkelig ikke at tænke for meget på det. Eftersom jeg jo ikke havde fundet hende, var der stadig chance for at hun levede. Og hvis man bekymrer sig om noget der endnu ikke er sket, så kommer man til at gennemgå de følelser to gange! Men alt omkring mit hus minder mig om hende. Hun har sine steder hun ofte sidder, som jeg af ren refleks altid kaster et blik på. Jeg skal alligevel ud og fodre de andre katte om aftenen og det minder mig unægtelig om Lille Pouls små visit. Så det var rigtig svært ikke at bekymre sig.
Et sted at mindes
Selvom turene om dagen var rigtig hårde, så ville jeg rigtig gerne finde hende, hvis hun var død. Jeg har aldrig tidligere haft behov for at besøge gravsteder. Faktisk har jeg haft det sådan at jeg helst var fri. Men med Lille Poul havde jeg en stærk trang til at få hende hjem. Jeg ville ikke have at hun lå et eller andet sted. Hun skulle i det mindste begraves ordentligt. Det fortjener hun. Så det var ikke kun for at få vished at jeg ledte efter hende, det var også fordi jeg ville have et sted jeg kunne besøge hende. Jeg følte at det ville gøre det nemmere for mig at håndtere tabet.
Vildtkameraet sladrer
Jeg blev ved at filme med vildtkameraet og blev ved at sætte mad ud om natten, som jeg kunne smide ud næste dag. En aften da jeg havde været ude og stille mad til hende, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg havde virkelig forsøgt at være tapper længe, men nu måtte det hele ud. Jeg var så ked af at hun ikke skulle være en del af mit liv mere. Og så pludselig efter to uger, lige før jeg skulle til at dele hendes skæbne med vores følgere, går hun forbi vildtkameraet! Hun kom forbi sit shelter klokken fem en morgen. De 30 sekunders optagelse gjorde mig så lykkelig!
Her kunne jeg se hvorfor hendes mad stod urørt. Jeg har i et stykke tid fodret hende i en trævogn, hvor nabohunden ikke kan nå op. Men Lille Poul haltede og hun har nok heller ikke kunne komme op i vognen.
Lille Poul er en meget forsigtig lille pige og jeg er sikker på, at det er sådan hun har overlevet som vildtlevende kat indtil nu. Da hun kom til skade, ville hun ikke risikere at komme for tæt på huset og nabohunden som ynder at jagte hende. Så jeg tror at hun har holdt lav profil til det gik bedre.
Hankatten
Jeg besluttede at jeg måtte have hende til dyrlæge og satte fælden op. Jeg brugte hendes gamle dørklokke som alarmsystem, så jeg kunne høre hvis hun gik i fælden. Klokken halv to om natten var der gevinst! Jeg trak i tøjet og gik ud i regnvejret. Det var dog ikke Lille Poul der sad i fælden, men en helt fremmed hankat? Hankatten døbte jeg Timmo og han blev genudsat.
Nu tænkte jeg at Timmo godt kunne have noget at gøre med Lille Pouls forsvinden. Når der dukker en stor fremmed hankat op på hendes territorie, er det ikke så mærkeligt at hun trækker sig. Det er sket tidligere, med andre hankatte. Det kunne endda være at det var Timmo, der havde forårsaget skaden med benet? Jeg frygtede at det var et kattebid. Lille Poul var ikke på vildtkameraets optagelser dagen efter og hun gik heller ikke i fælden. Sådan gik der to dage uden tegn fra hende og jeg var godt bekymret
Lille Poul vender tilbage
En dag var jeg ude og sætte mad til hende og kalde. Herefter gik jeg ned på den store foderplads og fyldte mad op. Da jeg kommer tilbage til huset, kommer Lille Poul spankulerende! Det er første gang jeg ser hende "live" i flere uger. Hun trækker stadig lidt på det ene ben, men jeg ser det kun fordi jeg kigger efter det. Der er ikke nogle mærker at se overhovedet. Så jeg tror mere at det er et slag end et bid og det gør mig umiddelbart lidt mere rolig. Lille Poul virker meget opmærksom på sine omgivelser, men er ikke mere nervøs omkring mig end hun plejer at være. Jeg tænker om det er Timmo hun kigger efter? Jeg vil stadig gerne have hende til dyrlægen, men jeg får hende heller ikke i fælden denne nat.
Næste dag går det endnu bedre, da Lille Poul sidder og venter på mig i et træ, da jeg kommer ud. Hun løber (løber!) ubesvært hen og hopper op på vognen. Hun miaver også af mig som hun plejer. Hun lader virkelige til at have det bedre. Se selv herunder.
Jeg har besluttet at holde op med at prøve at fange hende. Dengang jeg genudsatte hende, holdt hun sig væk i 14 dage. Jeg vil ikke risikere at hun laver samme nummer med mig igen, så kort tid efter at hun er kommet tilbage til madskålen. Nu da hun virker frisk, er det vigtigt for mig at hun får spist og jeg vil ikke udsætte hende for unødig stress. Hun nægter jo allligevel at gå i fælden, så jeg vil istedet forsøge at få fat i nogle fertile katte, inden de sætter flere killinger i verden.
Det endte jo lykkeligt alt sammen denne gang, men jeg nåede altså at være ret ulykkelig. Jeg havde fuldstændig oplevelsen af at have mistet min elskede genudsætningskat. Jeg er glad for at jeg ventede med at dele hendes forsvinden med resten af verden, da i så også havde bekymret jer unødigt.
Jeg tog sorgerne på forskud og får lov at beholde Lille Poul lidt endnu <3
Læs Mere
Læs Lille Pouls historie
Guide til genudsætning
Det frie Katteliv
Vildtlevende katte i DK