Trilly – katten fra Rom

Trilly – katten fra Rom

I foråret 2017 var min mand og jeg på ferie i Rom. Som altid når vi er ude og rejse, måtte jeg besøge det lokale internat. Fristedet for katte i Rom er dog noget anderledes end mange andre internater.

Internatet

Torre Argentina Cat Sanctuary er navnet på dette internat midt i Rom og her bor omkring 150 katte. Internatet er beliggende i ruinerne af de gamle templer, midt i centrum af byen. Det er selv samme templer hvor Julius Ceacar endte sine dage. Jeg håber han kunne lide katte for i dag vrimler resterne af templerne med dem. Da katte allerede opholdt sig her, var der en flok passionerede sjæle der fik tilladelse til at lave et internet ved ruinerne. Internatet arbejder for at indfange, neutralisere og genhuse katte, men sørger også for katte der ikke kan finde nye hjem, Det være sig såkaldte "special needs" katte som er syge eller gamle og katte som ikke er tamme. Nogle katte har valgt at holde sig i ruinerne hvor de bliver fodret af de frivillige. Andre kommer ind til spisetid, men foretrækker at opholde sig på afstand af mennesker resten af tiden. Andre katte kommer og går som de har lyst.

Mødet med Trilly

Første gang vi besøgte Torre Argentina var der rigtig mange turister og desværre ikke tid til at tale med personalet. Derfor vendte vi tilbage en anden dag (min mand er meget tålmodig). Denne gang blev vi mødt af en flot hvid kat ved indgangen, som viste os sin maven. Jeg fik lov at nusse hende mens hun rullede rundt og gjorde sig til i solen.

Indenfor blev vi mødt af en sød frivillig dame som viste os rundt og fortalte om stedet. Hun fortalte bl.a. om alle de katte som bor fast på internattet og som bliver holdt i et særskilt lokale indendøre. De er de katte som har diabetes, er blinde, døve, mangler ben eller har hudkræft.

Jeg spurgte ind til den hvide kat ved indgangen og hendes første reaktion var at spørge om hun havde bidt eller revet mig. Hun blev meget overrasket over at jeg havde fået lov at snakke med hende uden problemer. Den hvide kat som hedder Trilly er normalt ikke glad for at blive kælet med.

Den frivillige fortalte at Trilly har boet på Torre Argentina Cat Sanctuary i over 6 år. Hun kom dertil som killing og alt lod til at hun hurtigt ville finde sig et hjem. Hun var sund og rask og ung, så oddsne talte for at hun hurtigt ville blive adopteret. Desværre var hun allerede som helt lille ikke glad for nærkontakt med mennesker. Hun rev ofte besøgende som ville hilse på hende. Så der var ingen der havde lyst til at tage den lille bisse med hjem og årene gik og Trilly blev en voksen dame. Trilly har dog ikke noget imod at være omkring mennesker og er lige så meget ude som hun er inde. Hun kommer bare aldrig til at ligge på skødet.

Adoptering fra afstand

Fordi ingen har adopteret Trilly er hun blevet en af de katte som man kan adoptere fra afstand. At adoptere på afstand betyder i virkeligheden at man støtter internatet med et fast beløb om måneden. Man kan sige at man får et "sponsorbarn" men pengene går ikke kun til den ene kat. Det er rent symbolsk at man vælger en bestemt kat. Den eneste forskel det gør i praksis, er at man efterfølgende får tilsendt breve/mails med opdateringer på den valgte kat. Man kan fjernadoptere de katte som ikke kan finde hjem og som derfor bliver boende. Du kan se nogle af katte i programmet her.

Valget faldt på Trilly

Jeg havde egentlig sat mig for at fjernadoptere en døv kat og dem var der da også to af på daværende tidspunkt. Men valget faldt alligevel på Trilly, da de døve katte tydeligvis havde et handicap (de var ikke født døve). Jeg forestillede mig at dem som man kan se mangler ører, øjne, ben osv. og som holdes indendørs, har lettere ved at finde sponsorer end Trilly som render rundt på egen hånd og er lidt reserveret. Desuden var hun hvid som Victor og selvstændig som Ronja. Så jeg tænkte jeg ville vælge en som måske ikke så tit bliver valgt. Her kan i se mig underskrive adoptionspapirerne.

Jeg har sidenhen modtaget både breve og billeder med opdateringer på Trilly som fortsat styrer butikken dernede. De frivillige fortæller hvordan hun overvåger arbejdet på kontoret oppe fra en afsats og at kun kommer ned for et hurtigt strøg, blot for at stikke af igen. Den eneste hun elsker er dyrlægen, som hun trofast venter på hver morgen og følger hvorend han går. Hun har kastet sin kærlighed på den person som de fleste katte frygter! Hun vil gerne være i nærheden af frivillige samt besøgende, men vil normalt ikke have for meget nærkontakt.

Det lader til, at vi var heldige at fange hende på en god dag eller også er hun en kløgtig lille dame, som havde luret at der kom et nemt offer, haha. Jeg tror Trilly nyder kombinationen af magelighed og frihed på dette internat og har besluttet sig for at blive der. Hvis du nogensinden får mulighed for at besøge dette sted, vil jeg varmt anbefale det.