Støt katteforeninger med ZooPlus

Støt katteforeninger med ZooPlus

13. januar 2022 0 Af Humom

Dyreartikel gigant med hjerte

Zooplus er en online dyrehandel med hovedkvarter i Tyskland. Jeg er selv, ved et tilfælde, gået forbi deres hovedkontor i München på en sommerferie. Men de sælger til hele Europa og har også en dansk hjemmeside, hvor jeg har handlet siden 2014. De har et kæmpe udvalg af dyreartikler til rimelige priser, så formentlig har du hørt om dem. Men vidste du at du kan støtte dyr i nød, når du handler hos Zooplus? Faktisk er der to måder at støtte på gennem Zooplus.

1. Donér bonuspoint

Hvis man handler hos Zooplus kan det godt svare sig at oprette en konto og spare zoopoint op. Disse kan bruges i præmieshoppen, hvor du bl.a. finder drillepinde, godbidder og kattegræs bare for at nævne nogle eksempler. Her har man mulighed for at få lidt ekstra med og evt. prøve noget nyt. Når man opretter sig får man fra start 200 point og herefter optjener man 1 point for hver 10'er man bruger. Man kan også tilmelde sig nyhedsbrevet og modtage 333 point som tak. Du kan læse om bonuspoint her.

Står man ikke lige og mangler noget fra præmieshoppen, kan man vælge at donere sine bonuspoint.  Man lægger blot en donation i kurven fra præmieshoppen. Det bliver til kroner og ører til en dyreværnsforening og hver en krone tæller.

Hvem støtter man?

Ved donation af Zoopoint støtter man altså dyr i nød - men hvilken organisation eller forening støtter man helt præcis? Dette skifter løbende. Her kan man se hvem man støtter nu gennem donerede zoopoint.

2. Køb Zoolove

Zooplus har deres eget velgørenhedsmærke ved navn "Zoolove". På disse varer doneres altid 10% af salgsprisen (efter moms) til en dyreværnsorganisation. Produkterne er delt op i hunde og katte produkter. Til katte finder du bl.a. vådfodder med hhv. kylling eller tun. Og hvis du tror din kat bliver spist af med et tarveligt produkt, tager du fejl. Det består af hele 75% kylling eller tun og 24% kyllingefond og 1% ris. Det er altså guf for din kat - dog er det ikke et fuldfoder, din kat kan leve af alene og det skal du selvfølgelig være opmærksom på. Her er masser af protein og lidt væske at hente, men ikke så meget andet.

Gode bidder

Er din kat glad for sprøde snacks, kan jeg anbefale at prøve Zoolove crunchy treats med kylling eller kalkun. De er kornfri og består af 30% kød og animalske biprodukter. Til sammenligning har Dreamies blot 4% kød. Så igen er der tale om et fint snack produkt.


Mine katte nyder disse godbidder, men de er endnu mere vilde med de frysetørrede Zoolove godbidder! Her er tale om frysetørret bidder af 100% kylling eller 100% laks/hoki-gedde og intet andet. Bidderne er lidt store, men smuldrer nemt, så selv min næsten tandløse kat kan spise dem. De sviner lidt og selvom kattene forsøger at indhalere hver en krumme kan det efterlade lidt "støv" (se billede herunder). Dem med fisk lugter kraftigt, men det er til gengæld også dem, som mine katte elsker mest. Man må lide for sine missere, haha.

Sidst vi fik Zooplus levering kravlede min kat Ronja op i kassen og gravede selv de frysetørrede godbidder frem fra bunden af kassen! Jeg finder også nogle gange rørene på gulvet, når jeg kommer hjem. Så er der en der har været oppe i reolen og daske dem på gulvet i håb om at få en bid. Heldigvis er de godt forsejlet i røret! Så der er ingen tvivl om at mine katte elsker disse godbidder og det er kæmpe bonus at vide at jeg støtter dyr i nød, samtidig med at jeg forkæler mine egne katte.

Udover lækkerier kan man også finde legetøj, kradsemøbler, kattesenge med mere af mærket Zoolove. Du kan altid se hvem du støtter og hvad der tidligere er blevet doneret gennem Zoolove her.

Yderligere hjælp til foreninger

Når Zooplus har varer der er løbet på datoen eller af anden grund ikke kan sælges, doneres disse til dyreværnsorganisationer i området. Derudover tilbyder de 10% på køb for over 600 kr til dyreværnsforeninger. Se hvordan her. Skal din forening holde et event, kan i søge om at få sponsoreret præmier her.

Nogle gange køres særlige kampagner, udover zoolove, hvor der doneres til dyreværn, når folk køber udvalgte mærker eller varer. Så hold øje med disse, når du forkæler dine dyr.