Lille Ven Miko

Miko er en lille tabby pige med hvide detaljer og gule øjne, som holder til i området hvor jeg bor. Hun er for vild til at give et hjem, så hun er blevet genudsætningkat ligesom mange andre katte på egnen. Her kan du læse Miko's historie.

Miko dukkede op på vildtkameraet i marts måned 2018. Hun luskede rundt ved Lille Pouls shelter som dengang var det eneste sted jeg fodrede. Hun kom ikke de efterfølgende nætter og min nysgerrighed fik mig til at flytte vildtkameraet om på den anden side af huset, i håb at at se hende der. Og ganske rigtigt fik jeg et klip af Miko, Nuka og Cola den første nat (dette var første gang jeg så Nuka og Cola). Jeg satte mad op hvor jeg havde set de tre katte og snart begyndte alle kattene at komme der at spise. Nu blev Miko fast inventar ved madskålen og der var mulighed for at indfange hende. Desværre nægtede hun at spise i fælden og så forsvandt hun en måneds tid igen. Da hun dukkede op var hun tydeligvis drægtig med stor mave på. Jeg var for sent ude. Øv.

Fangsten

Jeg ventede henover sommeren på at evt. killinger var store nok til at være væk fra sin mor. Men jeg havde svært ved at vurdere hvornår hun havde lagt killinger og hvorvidt hun var drægtig (igen). Derfor var det en svær beslutning omsider at forsøge at fange hende, men jeg måtte jo heller ikke være for sent ude denne gang! Hun begyndte at komme rigtig meget og spise og spiste nu også fra fælden, der ikke var aktiveret. Så jeg tog det som et tegn på at det var på tide. Heldigvis tog det mig kun 2 forsøg at fange hende.

Til min store lettelse var hun hverken drægtig eller syg. Hun var en rask pige på 3,23 kg og hun fik hele turen med sterilisation, vaccine og øremærkning. Mit vildtkamera gik desværre i stykker lige inden jeg fangede Miko, så jeg kunne ikke holde øje med hende efter hendes genudsætning. Men jeg så hende ved foderpladsen bare timer efter jeg genudsatte hende. Herunder kan du se mig sætte hende fri.

 

Lille ven

Jeg har set Miko dele mad med både Tommy, Fanta og Bozzy, så alene er hun i hvert fald ikke. I dag er hun meget tætte venner med Jolly, der blev født sommeren 2018.

 

 

Nordsjællands Kattehjælp

Miko og alle mine andre genudsætningskatte er registreret til mig og Nordsjællands Kattehjælp som er dem der har betalt for dyrlægeregningerne og lånt mig fælden. De gør et kæmpe arbejde for at hjælpe hjemløse katte og for at begrænse de mange vilde katte vi har i Danmark. Det gør de bl.a. via genudsætninger og ved at tage (halv)tamme, hjemløse katte i pleje og viderformidle dem til nye hjem, når de er klar. Nogle gange betyder det et halvt eller helt år i pleje, men de får det gjort hvis det er muligt! Hvis du bor i Nordsjælland og ønsker at adoptere en kat, kan jeg varmt anbefale dette netværk af frivillige plejemødre og ildsjæle. De kan fortælle dig alt om katten og går meget op i at matche kat og ejer. Hvis du ønsker at støtte deres arbejde kan der købes et årligt medlemskab for kun 240 kr.

Læs Inges Kattehjem's flyer om genudsætningskatte hvis du vil vide mere om hvorfor og hvordan man genudsætter vilde katte. Hvis du ser hjemløse katte beder jeg dig ikke at kigge til den anden side og håbe at nogle andre vil gøre noget. Der er sandsynligvis ikke andre end dig selv til at tage ansvar og selv hvis du ikke føler dig egnet er det bedre end at ingen gør noget. Søg om råd og assistance fra lokale dyrlæger, internater og foreninger og find ud af hvad du kan gøre for at hjælpe vildfarende, vildtlevende katte til et bedre liv. Hvis jeg kan, kan du helt sikkert også.

Læs mere

Guide til genudsætning
Fodervært for kattekoloni
Killingerne kommer!
Det frie katteliv
Byg et katteshelter