Sådan laver du et katteshelter
Snart trænger kulden sig på og de mange vildtlevende katte i Danmark får brug for ly for at klare den gennem vinteren. Har du uhåndterbare katte i haven (eller udekatte som ikke altid har mulighed for at komme ind), kan du hjælpe dem ved at lave et simpelt katteshelter. Se her hvordan.
Materialer
En tur forbi det lokale byggemarked og en MaxiZoo og du burde have hvad der skal til for at bygge et katteshelter.
Hvad skal du bruge?
- En stor plastik opbevarings kasse.
- En lidt mindre flamingokasse (min måler L59,5 x B39,5 x H32 cm)
- Halm (ikke hø)
- En kniv, en tusch, en hårtørrer og noget Gaffa tape.
Sådan gør du
Tegn en cirkel på plastikkassen til indgang (find evt. noget at tegne efter - f.eks. en frokost tallerken). Sørg for at varme plastikken op med en hårtørrer før du skærer indgangen. Ellers risikerer du at plastikken splintrer.
Tegn ligeledes en cirkel på flamingoen, så de to indgangen er ud for hinanden. Det gør du ved at placere flamingokassen inden i plastikkassen og tegne efter hullet du netop har lavet.
Tip!
Bemærk herunder at jeg har vendt flamingokassen med låget nedad. Det er helt bevidst. På den måde sikrer jeg mig, at hvis der trænger fugt ind til flamingokassen, så løber der i hvert fald ikke vand ind fra toppen og ned langs indersiden af kassen.
Pas på skarpe kanter
Sæt gaffa tape langs kanten af plastik indgangen, så kattene ikke skal træde over skarpe kanter. Tape evt. de to kasser sammen, så flamingokassen ikke flytter sig for langt ind.
Isoler med halm
Herefter er du klar til at fylde flamingokassen med halm. Det skal være halm og ikke hø, da hø suger fugt. Det samme gælder i øvrigt stof, så selvom det kan være fristende at lægge tæpper i shelteret, så er det altså en dårlig ide. Kattene risikerer at fryse ihjel hvis de er våde!
Brug også halmen til at isolere mellem de to kasser og sæt låg på det hele. Lad dine egne katte teste om det er brugbart.
Find et sted til dit katteshelter
Når shelteret er godkendt kan du sætte det udenfor. Se om du kan finde et godt sted at sætte det, hvor der er lidt læ og ro. Gerne under halvtag hvis du har, jo tørre jo bedre. Undgå at sætte mad og vand ind i shelteret, da det bliver noget værre rod. Jeg sætter mad på balkonen af mit træshelter ved siden af.
Bedre end købeløsningen?
Bunden af et købe kattehus som jeg har her, kan også bruges som shelter. Og det er bestemt bedre end igenting! Men det er lang fra lige så godt isoleret, som det hjemmelavede. Husets konstruktion gør at det er svært at få flamingostykker ind. Hvis det står et sted hvor der i forvejen er læ, kan det være en rigtig fin løsning. Men hvis det som mit, skal kunne stå ude i det fri, og stå alene som læ, holder det ikke lige så godt på varmen.
Da man kun har det lille hul ind er købeløsningen desuden også svær at rengøre. Med det hjemmelavede kan man løfte hele toppen af, hvilket gør det nemt at skifte halmen.
Skjulested
I år (2018) har jeg anskaffet mig et sløringsnet, som jeg har smidt over shelteret. Det har jeg fordi nogle katte godt kan lide at være mere gemt. Det føles mere sikkert. Jeg har blot klippet en lige linie i nettet, så kattene kan komme igennem. Jeg holder det nede med sten langs kanten hele vejen rundt om shelteret. På den måde skæmmer det heller ikke i landskabet.
Herunder kan du se en video af vores shelter i brug. God fornøjelse med at bygge!
Den simple udgave
Tommy er den ældste af mine genudsætningskatte. Han sover gerne på en halmballe i traktorskuret. Jeg satte et simpelt shelter op til ham i form at en flamingokasse foret med halm. Jeg ville ikke slæbe en kæmpe plast kasse hjem, hvis han nu ikke ville bruge det. Så det blev til en simpel udgave, hvilket også går an i dette tilfælde, da shelteret står i læ for regn. Og Tommy elsker sit lille shelter, selvom han er en stor kat. Han kan liiiige være der.
Den avancerede udgave
Hvis du har mod på at bygge et endnu bedre shelter, kan du se en udførlig video her.
Læs mere
Guide til genudsætning
Fodervært
Katte i Danmark
Det frie katteliv
Shop og støt svigtede katte
Besøg vores webshop og vær med til at støtte arbejdet med herreløse katte.
Hejsa
Hvor er det en fin vinterkasse.
Må jeg spørge hvad målene er på flamengo kassen ?
Tror du en kasse med indre mål på 35 cm x 25 cmx 28 cm er for lille ?
Mvh ayo
Hej Ayo,
Hmm, umiddelbart lyder det lidt småt? Jeg plejer at købe flamingokasser i enten Jem & Fix eller Bauhaus på 50L. De har et ydre mål på L59,5 x B39,5 x L32 cm
Hej når nu du har tapet det to kasser sammen og vendt flamingokassen med bunden op (for at tage hensyn til evt kondens/fugt ) så må rengøring og udskiftning af halm være ret besværligt , så skal tapen jo af hver gang og flamingokassen op af plastik kassen , eller hvordan gør du lige det , selvfølgelig kan man tage halmen ud af hullet men ikke så nemt evt at vaske flamingokassen af den vej. Men ellers en dejlig nem måde at lave huse til ude katte. Jeg har lige selv lavet en men har ikke vendt flamingokassen med bunden op , men den står også i min carport og bliver ikke udsat for direkte regn. Men tak ideen til en nem måde at lave katte huse på. Hilsen Christina.
Hej Christina,
Jeg skifter ganske rigtigt halmen gennem indgangen og det er da lidt arbejde. Men det er samme øvelse på mine købe shelters af træ. Her skal man også have armen ind og nogle af dem er ret så dybe. Her bruger jeg en lille kost som “arm forlænger”. Når der skal laves forårsrengøring kommer tapen af og en ny på, men ellers klarer jeg det gennem hullet 🙂
Mvh Sanne
Hej! Spændende artikel om katteshelter, og det lader jo til at være en overkommelig løsning. Men har du nogen ideer til, hvordan man undgår, at shelteret bliver indtaget af f.eks. rotter i stedet for katte? Vi er flyttet på landet her i foråret, og jeg har set et par vildkatte, som jeg gerne vil bygge et shelter til; men samtidig er jeg ret nervøs for at gøre noget, der kan tiltrække rotter; af samme grund undgår vi indtil videre at fodre fugle, selv om vi elsker det! Mvh Conni
Hej Conni,
Jeg ved desværre ikke så meget om rotter og hvordan man undgår dem. Jeg bor selv ude på landet, fodrer katte, fugle (dog ikke på jorden) og pindsvin om sommeren (på jorden!) og har 7-9-13 ikke haft problemer med rotter endnu. Jeg har heller ikke fundet rotter i mine shelters. Selvfølgelig kan de være der uden min viden, men jeg filmer ofte om natten og har ikke set noget til dem. Det er selvfølgelig ingen garanti for at de ikke vil dukke op hos dig, så jeg må være dig svar skyldig.
Bare husk at hvis du beslutter at fodre kattene en dag – også at få dem neutraliseret. Jeg har skrevet en masse om genudsætning her på siden, som måske kan være til hjælp. En genudsætningskat er en fortrinlig mussejæger – men rotter tager de som regel ikke 🙂
Mvh Sanne
Hej,
Jeg har intet problem med at finde en flamingo kasse som passer med de mål du angiver. Jeg har dog svært ved at finde en plastik opbevaringskasse, som passer med at flamingo kassen kan være nede i. Hvad er målene på plastik kassen?
Hej Kim,
Jeg finder altid plastikkasserne i samme butik som jeg finder flamingokasserne. Senest har jeg købt disse på L76 x B57 x H42 cm i Jem & Fix https://www.jemogfix.dk/opbevaringskasse-boxone-150-liter-plast1/1191/9056457/
Men har tidligere fundet lignende i Bauhaus.
Mvh Sanne
I vores foderprojekt med 20 genudsættere har vi betrukket flamingokasser med grøn presenning (den mindste fra Jem&Fix passer) og syet en “hætte” også af pressenning som passer præcis 5 cm ned over samlingen af låg og kasse. Derudover har vi syet et “gardin” af det billigste bruseforhæng fast på hætten så det hænger ned foran åbningen. Et par sider avis i bunden af flamingokassen og så masser af halm. Avisen i bunden gør det nemt at checke om halmen er våd eller om man bare kold på fingrene fordi det er vinter; og er den våd er det nemt at løfte ud. Halmen køber vi hos et Korn og foderstof firma i hele baller – så 10 kg for det samme som 2 kg koster hos MaxiZoo.
Vi checker kasser når det har været vådt men ellers mindst en gang om måneden, sommer og vinter; og kasserne står 2-3-4 stk sammen med lidt mellemrum og en lidt større pressenning over så der er tørt hvor de går ind og ud. Vi kan se at nogle sover alene andre holder sammen to og to.
Det ene fodersted er et festivaltelt fra HaraldNyborg med huller i bag og sider – foderet sættes ind hvor man lyner op/ned. Gulvet er dækket af 2cm tykke flamingplader + en pressing så det er nemt at feje rent. Teltet er dækket af en 3×4 m grøn pressening som også når ud over et par sovekasser.
Nemt at gøre rent, nemt at skifte ud og vejer ingenting så nemt at flytte når vores boligkompleks skal renoveres om et par år.
Alle vores genudsættere er håndtamme efter to år med 2 daglige fodringer. Vi bliver altid og snakker mens de får vådfoder og efterlader vand og tørfoder til dem der kommer seneren 🙂
Hej. Min 14 år gamle kat vil allerhelst sove udenfor om natten, både sommer og vinter, men jeg har aldrig bygget noget til den. den ligger sig bare på en hyndeboks under vores terrasse overdækning. Men nu overvejer jeg da om jeg skal bygge lignende til den, hvis nu den fryser? jeg vil så bare være nervøs for at den i stedet bliver beboet af vildkatte, som også render rundt hvor vi bor.
kommer du også halm ind i selve flamingokassen, så de ligger på det? og kommer du halm under flamingokassen også?
Mvh Helle
Hej Helle,
Ja, jeg lægger halm ind i selve flamingokassen, rundt om siderne og på toppen. Jeg putter ikke noget under flamingokasssen, da det så bliver svært at lave indgangshullerne i samme højde og den kan komme til at stå skævt. Held og lykke med projektet 🙂
Mvh Sanne
Hej
Det er svært for ikke at sige u,uligt at skære i flamingo. Hertil skal anvendes en speciel kniv som er relativ dyr. Hr du andre forslag?
Mvh
Lene w
Hej Lene,
Jeg skærer altid bare med en almindelig hobbykniv. Det sviner med flamingo kugler, men ellers har jeg ingen problemer med det.
Mvh Sanne