Karakter eller kattepine?
Vi skal lige have en snak om katte og deres finurligheder.
Katten er og bliver et løjerligt væsen i menneskets øjne. De foretrækker papkasser frem for lækre plyssenge, er kødædere men spiser lejlighedsvis græs og putter gerne deres legetøj i vandskålen. En vandskål som de i øvrigt gerne passerer til fordel for en beskidt mudderpøl udendørs. De-li-kat!
Så selv for os hardcore kattefans, er katten til tider svær at forstå. Hver kat er desuden unik og har sine egne særheder og tendenser. Derfor er det ikke så underligt, at vi nogle gange kommer til at tilskrive deres adfærd som et personlighedstræk, når der faktisk er tale om et symptom på et reelt problem.
Katte skjuler smerte
Jeg har f.eks. bemærket Ronja's tendens til at sidde skævt. Først tilskrev jeg det blot hendes lange liste af særheder. "Sådan kan hun bare godt lide at side". Senere fandt jeg ud af, at det skyldes et dårligt knæ fra en gammel skade! Katte er eksperter i at skjule smerte, så det kan være meget svært at opdage skavanker som denne, da hun ikke trækker på benet. Det er en overlevelsesmekanisme aldrig at vise tegn på svaghed og derfor lider katte ofte i stilhed. Vi tror fejlagtig at så længe katten spiser og går normalt, er alt okay. Men så nemt er det desværre ikke.
Tandproblemer påvirker adfærd
Her er et klassisk eksempel på en misforstået kat, som jeg har hørt et par gange. En person har en kat som ikke er så glad for at kæle. Ejeren accepterer at katten blot ikke er den kælne type (og de findes jo!), men finder senere ud af at den faktisk gik med tandpine. Så snart de dårlige bisser er ude, har man pludselig en helt anden kat, der gerne vil nusse!
Jeg har læst at op mod 85% af katte oplever tandproblemer i løbet af deres levetid. Det er altså ikke så få, der render rundt med tandpine derude. Vi ser også mange tilfælde af dårlige tænder på det kattehjem jeg er frivillig på. Det er ikke kun de gamle katte, men rammer lige så ofte de helt unge. Jeg har også haft et par vildkatte hos dyrlægen som har fundet knækket tænder. Så hold endelig øje med tegn som dårlig ånde, rødt tandkød og modvilje mod berøring, da det kan være en tandsygdom.
Sociale dynamikker
Det kan også være man har flere katte i hjemmet og har en bestemt opfattelse af hvem der er mest social osv. Når en kat går bort, bliver der pludselig mere plads til de andre, som ændrer adfærd og bliver mere puttesyge. Så det var ikke kattens personlighed, der gjorde at den ikke var så social, men nogle dynamikker i gruppen, der gjorde det. Måske optog den dominerende kat altid bare pladsen på skødet.
Sådan kan sygdomme og andre ting i kattens hverdag påvirke deres personlighed uden at vi opfatter at der overhoved er et problem.
Problem eller personlighed?
Selvfølgelig har katte forskelige personligheder formet af deres gener og opvækst. Men nogle gange er der en anden forklaring bag de særheder, som vi blot griner af og tilskriver kattens ejendommelighed.
Ronja har snydt mig flere gange og har skjult skavanker for både mig og dygtige dyrlæger. Jeg skammer mig sådan, når jeg tænker på det og øver mig nu i at sætte spørgsmålstegn ved enhver lille finurlighed i deres adfærd.
Har din kat nogle sjove vaner, er det måske værd at tænke igennem om der kunne være en bagvedliggende årsag. Man kan evt. spørge i en katte gruppe på Facebook om der er nogle som har oplevet noget lignende. Ofte vil der være op til flere som har lignende erfaringer og du vil få nogle teorier at gå efter. Nævn det også gerne for din dyrlæge, næste gang du er forbi. Det kan ikke skade.
Dyrlægebesøg er vigtige
En kat kan have lige så mange sygdomme og skavanker som os mennesker. De kan f.eks. have sukkersyge, gigt og grå stær. Og hvor mange af os går igennem et helt liv uden så meget som et tandproblem? Så husk altid at stille spørgsmålstegn ved små afvigelser i kattens adfærd og tag din kat til årligt dyrlægetjek, da de er dygtige små skuespillere.