Historien om Papa

Som fodervært for frie, genudsatte kolonikatte tiltrækker man til tider katte udefra. Her er den uvirkelige historie om tilløber katten jeg døbte Papa.

Jeg har en hel koloni af genudsætningskatte som har to foderpladser. Det kan være svært at holde styr på en flok med over 20 sky katte. Derfor bruger jeg vildtkamera til at holde øje med hvilke katte som er der ude og hvilke der evt. skal indfanges og genudsættes. Da kulden satte ind i vinteren 2018 dukkede et par nye ansigter op på mine optagelser. En af dem var en stor rød og hvid hankat.

En stakkels kat

Det var tydeligt at det ikke var en ung kat, som havde fundet min foderplads. Hans pels skilte som den gør på gamle (og syge) katte. Han gik utroligt langsomt og havde store problemer med at hoppe op i det ene kattehus. Det er en lille spring for de fleste katte, men han trak sig ligesom op med forpoterne. Det var skrækkeligt at se på. Jeg satte en halvpalle op til kattehuset, så han nemmere kunne komme op. Papa var ikke i god stand og af den grund konkluderede jeg at ingen tog sig af ham.

Slagsbror?

Jeg har flere gange hørt historier fra naboer om en slagssmål mellem kattene og heri optrædte ofte en stor rød hankat. Jeg ved at det ikke kan være nogle af mine røde drenge da historierne går tilbage før deres fødsel. Jeg tænkte derfor at det måtte være den røde kat fra historierne, som jeg endelige havde fået at se. Han lignede i hvert fald en der havde haft sine slåskampe.

Der var ikke den store tvivl om at hankatten ikke hørte til i min vanlige flok. Han kom altid alene, men det skete et par gange at han var på pladsen samtidig med nogle af de andre. Det var dog tydeligt at de var utrygge ved hinanden og ofte løb de andre, når de så ham komme.

Farmand?

Den røde hankat kom oftere og oftere ved foderpladsen, på alle tider af døgnet. Og jeg fik ham sågar at se ved selvsyn et par gange, men fornøjelsen var kort, da han altid stak af. Jeg bemærkede at han lignede mange af kattene i min koloni og sagtens kunne være far til nogle af dem. Derfor døbte jeg ham Papa. En fertil hankat kunne godt have besøgt min koloni, lavet killinger, for så at smutte til det igen var parringssæson.

Min teori var at han var gammel, træt af at slås og trængte til hjælp. Og at han tog risikoen ved at besøge min foderplads, nu hvor det også var blevet koldt. Men jeg havde nu aldrig gættet at han var så gammel, som han faktisk var!

Indfanget

Der var en enkelt optagelse af Papa, hvor jeg syntes at jeg kunne skimte en øretatovering. Men det var svært at sige med sikkerhed. Han skulle under alle omstændigheder til dyrlægen og tjekkes. Da han altid stak af fra mig, var jeg klar over at det måtte blive ved hjælp af fælde.

Det tog mig en del forsøg, men da jeg endelig fangede ham tog han det rigtig pænt og skældte mig ikke ud. Det overraskede mig lidt at sådan en, tilsyneladende, stor og farlig hankat ikke havde mere af sige til det.

En lang rejse

Hos dyrlægen fandt man frem til at det rigtigt nok var en øretatovering jeg havde skimtet på den optagelse! Og den tatovering kunne i sig selv fortælle lidt af en historie. Han var nemlig meldt savnet tilbage i 2005! I 2008 havde man opgivet håbet og meldt ham afgået ved døden. Papa var kastereret tamkat og kunne således ikke være far til nogle af mine katte, selv hvis han er den røde kat, som figurerer i historierne.

Da sagen var så gammel måtte dyrlægen i gang med lidt af et detektivarbejde for at finde Papa's ejer, men det lykkedes til sidst. Ejeren må have været noget paf over at få et opkaldt om en kat, som havde været savnet i over 13 år!

Hvad Papa har fået tiden til at gå med og hvor han har befundet sig i alle disse år ved ingen. Som jeg også havde fået syn for på mine optagelser, havde udelivet sat sine spor i hans gamle krop. Blot ved at se, mærke og lytte på Papa kunne dyrlægen konkludere at han var i meget dårlig stand. Listen over ting der skulle kigges på var desværre lang. Og dyrlægen havde kun kradset i overfladen. Papa var helt sikkert for svag til nogensinde at skulle ud på egne poter igen, så jeg kunne ikke fortsætte med at være hans fodervært. Baseret på hans helbred besluttede ejeren i samråd med dyrlægen at give Papa fred. Hans lange rejse havde nået sit endelige.

Her har vi en ejer som har været ansvarlig og fået øremærket og kastreret sin kat. Tænk på hvor mange killinger det kunne være blevet til på 13 år, hvis ikke han havde været kastreret, da han kom væk hjemmefra! Desværre for både ejer og Papa gjorde hans øretatovering ikke megen gavn, da ingen reagerede på ham. Jeg har svært ved at tro på at en tamkat som Papa ikke har været i kontakt med mennesker i alle disse år. Nogle må da have stødt på ham før mig?

Hvis du møder en tilløber

Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle dele denne triste historie. Men den viser hvad det også kan indebære at være fodervært og indeholder en vigtig pointe om vores ansvar overfor tilløbere.

Derfor vil jeg slutte af med en opfordring til at underssøge sagen, hvis du gentagende gange støder på en fremmed kat. Det kan sagtens bare være at der er flyttet nye til i området eller at din nabo har fået ny kat. Men historier som Papa's vidner om at man hellere må spørge en gang for meget end en gang for lidt! Havde Papa langt tidligere mødt et menneske, som havde undersøgt sagen, kunne han have kommet hjem til sin familie. Men det var for sent for Papa og han nåede aldrig hjem.

Hvis man har en tilløber er fremlysningssedler i nabolaget oftes mest effektive. Læg lidt forarbejde i det og spørg omkring dig om nogen kender til katten. I disse tider er der også mange lokale Facebook grupper samt frem- og efterlysnings grupper, hvor man kan smide et billede op af katten. Er katten tam nok, kan man købe et halsbånd hvor man skriver sit tlf. nummer, så evt. ejer/fodervært kan tage kontakt. De fåes helt gratis hos Dyrenes Beskyttelse.

Potenote:

En anden grund til at jeg har været tilbageholdende med at dele Papa's historie, er at jeg på igen måde ønsker at hænge ejeren ud. Jeg synes at det ville være synd, hvis denne skulle støde på min fortælling og læse evt. negative kommentarer. Ejeren har nemlig ingen skyld i denne sag. Jeg har fuld forståelse og respekt for ejers beslutning om at sende sin syge, gamle kat over regnbuen. Han skulle ikke mere igennem og det var en kærlig beslutning at give ham fred.

Jeg håber at Papa trods omstændighederne nåede at have nogle gode år. Og at hans historie kan hjælpe flere katte hjem i fremtiden.

Hvil i fred lille mis.