Historien bag navnet
Mine katte hedder Ronja og Victor. Vidste du at deres navne faktisk betyder det samme? Sådan da. Læs hvordan de fik deres navne.
Victor den hvide
Victor blev født hos en familie i Jylland. Hans mor var en næsten helt hvid kat, men en smule sort på hovedet. Hun var ikke døv. Men derudover mindede Victor og hans mor utrolig meget om hinanden i personlighed. Dette bemærkede menneskerne i huset og Victor blev derfor opkaldt efter sin mor, som altså også hed Victor. Man troede i starten at Mor Victor var en dreng og skiftede aldrig navnet. Vi synes at Victor var et flot navn til en hvid kat og selvom han er døv og næppe var blevet forvirret, hvis vi havde kaldt ham noget andet, valgte vi at beholde navnet.
Ronja
Et halvt år efter af have adopteret Victor besluttede vi at adoptere en kat mere. Planen var egentlig kun at have én kat, men der var gang i Victor og han var meget social med sine mennesker, så vi synes han skulle have firbenet selskab. Så vi adopterede altså Ronja, som på daværende tidspunkt boede på et internat og gik under navnet Ida. Ida er et rigtig fint navn, men der var noget ved det, som jeg personligt ikke synes passede helt til denne missepige. For mig er Ida et meget feminint og måske et lidt forsigtigt navn? Og Ronja er ikke en forsigtig kat overhoved. Hun har gåpåmod og tonser derudaf som en bulldozer. Jeg gik derfor på jagt efter et nyt navn til hende.
Ikke en røverhistorie
Nu tænker du sikkert at jeg blev inspireret af Astrid Lindgrens roman om Ronja Røverdatter, men sådan forholder det sig ikke helt. Selvom det bestemt også er meget passende. Faktisk navngav jeg hende lidt efter Victor. Som du måske allerede ved betyder navnet Victor "sejrsherre". Ronja betyder i samme stil "sejr bringende" eller "bragte sejr"og det navn syntes jeg passede bedre til hende end Ida. Det virkede som skæbnen at deres navne skulle betyde det samme.
Sejr
Så jeg har altså to små sejrsherrer gående derhjemme og det passer nu meget godt. De vinder altid de fleste magtkampe i huset og på trods af deres døvhed, har de fundet sig et for evigt hjem og en missemakker.
Kælenavne
De går naturligvis under mange andre navne til hverdag også. Victor bliver f.eks. kaldt smukke, bassen, flotte fyr, lille missemand og tykmissen. Ronja går under navnene bulldozeren, ronse, ronser tonser, puttepige og missepigen. De er dog ikke lydhør overfor nogen af dem.
Lille Poul
Vi har en lille genudsætningskat som vi kalder Lille Poul. Der har været stor forvirring omkring kattens køn fordi det er en hunkat men vi holder fast i at kalde hende Lille Poul. Vi vidste ikke hvad køn hun var da vi begyndte at fodre hende og efterhånden var jeg træt af at kalde hende udemissen. Jeg spurgte min mand hvad vi skulle kalde den istedet hvortil han udbrød "så skal den hed Poul". Jeg ved ikke hvor det navn lige kom fra, haha. Men jeg tilføjede Lille da Poul ikke var så forfærdelig stor. Vi begyndte at sige "han" om Lille Poul vel vidende at det formentlig var en hunkat, grundet størrelsen. Da vi fik den indfanget og til dyrlægen kunne dyrlængen fortælle at det var en hunkat på ca. 2 år. Der var mange gode forslag til feminine udgaver af Poul, så som Poulina. Men for os var hun altså bare blevet en Lille Poul så der var ikke noget at gøre. Og eftersom Victors mor havde et drengenavn, synes vi egentligt at det er meget passende. Så vi beklager forvirringen, men sådan er det altså. Hvis du vil læse Lille Pouls historie skal du se her.
Er der en sjov, sød eller særlig historie bag din kats navn?